Der er mange forskellige årsager til at nogle forfattere vælger at skrive og udgive under pseudonym. Hvorfor Marie har valgt at skrive under pseudonym, kan du læse meget mere om i dagens indlæg.
Jeg har også skrevet under et andet navn, da jeg startede med poste mine tekster online. Jeg ønskede at folk skulle læse og vurdere mine tekster uden at vide hvem jeg var, for det kan ret ofte påvirke deres mening (pga. kørestolen osv). Men da jeg blev udgivet første gang i 2012, kunne jeg ikke rigtig gemme mig længere. Men det er også okay. Resten af den historie skal du nok få en anden dag 😉
Som sagt giver jeg i dag ordet til Marie Alexander White. Tag godt imod hende.
Jeg vil ikke gemme mig … mere
Mit navn er Ninna, og jeg bor i en lille jysk by med min mand og to børn. Jeg skriver under pseudonymet Marie Alexander White.
Jeg har faktisk skrevet så længe, jeg kan huske. Jeg gemte mig fra den virkelige verden i den fiktive. Ikke fordi den virkelige verden var grum eller ond, det fiktive var bare nemmere at forholde sig til. Derfor skrev jeg eller læste og så film og serier. Da jeg mødte min mand, fik jeg travlt med at opleve den verden, jeg havde gemt mig for. Vi fik børn og købte hus. Det kræver arbejde og penge, så der var ikke så meget tid til at savne at skrive.
Men det gjorde jeg. Meget. Og som tiden gik, var det nødvendigt at begynde igen.
Det genstartede med en film
… som jeg så sammen med en veninde. Hun mente, at plottet var urealistisk. Det var jeg ikke enig i, så jeg skrev min version af filmen, men med to forskellige slutninger. På samme tid opstod interessen for at lede efter andre, der skrev. Så jeg gik på nettet og søgte steder, hvor man kunne dele sine tekster og kommentere på andres.
Jeg fandt hjemmesiden Fyldepennen, hvor jeg kunne være anonym og opfandt et navn at dække mig under, ud fra mine børns og mands mellemnavne.
Senere meldte jeg mig på Lene Dybdahls skrivekursus, SkriveRejsen. Hvor jeg hurtigt fandt ud af, at det var umuligt at holde facaden skjult.
Jeg bruger dog fortsat navnet, da det er min mand og børn, som må undvære mig de timer og dage hvor jeg skriver eller er væk hjemmefra. På den måde er de med mig, altid.
En af mine skriveveninder sendte mig videre
Hun opfordrede mig til at tale med Forlaget Petunia. På dette tidspunkt var jeg ved at skrive Rosens Akkorder, som senere blev min første bog. Den blev oprindelig skrevet til Skriverejsens romankonkurrence i 2018. Jeg var også i gang med en ny uddannelse, så tiden var knap. Dog fik jeg sendt en kort tekst afsted alligevel. Min overraskelse var stor, da jeg blev inviteret op til en snak hos Rikke Ella Andrup, ejer af Forlaget Nelumbo og Forlaget Petunia.
Rejsen gik mod Petunia
På turen blev Rosens Akkorder gennemgået igen. Der var ikke længe til, at bogen skulle til korrektur, hvis den skulle nå deadline. Problemet var, at konkurrencen havde en begrænsning på 10.000 til 20.000 ord. Bogen var på dette tidspunkt 22.818 ord, og jeg var bange for at slette noget. Jeg havde allerede skåret meget væk og ændret den oprindelige historie for at overholde ordantallet.
Samme weekend havde jeg været på skriveweekend med min skrivegruppe, som havde givet manuskriptet kærlige tæsk, så der var notater, og flere sider var krøllede.
Snakken hos Rikke faldt på konkurrencen, og hun ville gerne læse lidt af teksten. Jeg tænkte, hvad kan det skade. Måske hun kunne fortælle, hvis der var noget, som ikke fungerede i historien.
Hun fik lov at se det. Overskrevet og krøllet, som det var.
Efter at have læst de første to kapitler, lød spørgsmålet: ”Kan du skrive mere end 20.000 ord?”
”Ork ja,” svarede jeg.
”Så skriv det og send det igen,” fik jeg at vide, ”så udgiver jeg den.”
Jeg må indrømme, at Rikke tog røven på mig den dag. Og jeg var nok ikke helt sikker på, at det var sandt, før jeg stod med bogen i hånden den 1. juni 2019.
Den blev 57.200 ord lang.
Det eneste andet manus, jeg har sendt til forlag, var til en anden konkurrence. Men jeg tror, at jeg lavede alle de begynderfejl, man kan begå, hvoraf den værste nok var ikke at overholde kravene.
Overhold forlagets krav
Forlagene har som oftest en side på deres hjemmeside, hvor deres individuelle krav til modtagelse af manus er anført. Det er lige så meget en metode til at finde ud af, om du er villig til at samarbejde på deres betingelser og holde stilen hele manus igennem.
De kan ret hurtigt bedømme, om det er et manuskript, som passer ind i deres udgivelsesstrategi.
Forlagene har den fordel, at de får masser af manuskripter at vælge mellem, og du er bare en af mange. Der er ikke meget plads for dig at stille krav på.
Selvom jeg siger, at du skal opfylde kravene, er det også et problem, hvis du f.eks. bruger flere tusinde kroner på korrektur, inden du sender ind. Enten bliver du ikke optaget, eller din nye redaktør piller det hele fra hinanden, for intet manus er perfekt, og der er arbejde, også efter at de har sagt ja tak.
Øv dig
Skriv. Tag et kursus. Husk, det er et håndværk. Du bager ikke et brød uden de rigtige ingredienser. Det hænger ikke sammen uden mel, smager ikke af noget uden salt, og hæver ikke uden gær og tid.
Der er forskellige måder at lære på. Som der er forskel på, hvordan du bedst arbejder. Det eneste, der er sikkert, er, at vi alle sammen har brug for læring, hjælp og gode råd. Pyramiderne blev også lagt en sten ad gangen.
Mit bedste råd
Omgiv dig med personer, som kan hjælpe. Det er ikke gratis. Vær klar til at give en tjeneste tilbage. Alles tekster har styrker og svagheder. Hjælp hinanden.
