Teknologien er kommet langt og det er blevet nemmere og billigere at sende manuskripter ind til forlagene. Men der er nu ikke noget så hyggeligt som en skrivemaskine. Jeg kan desværre ikke skrive på en, men jeg har den alligevel.
I dag giver jeg ordet til Carina Evytt, som har haft fornøjelsen af en skrivemaskine. Tag godt imod hende.
Jeg har skrevet siden jeg (sådan nogenlunde) lærte at stave, og i 3. klasse skrev jeg min – indtil da – længste historie. Den handlede om en flok børn der løste et mysterium som jeg ikke længere kan huske hvad gik ud på, men den var – selvfølgelig – inspireret af Enid Blytons ’De Fem’-bøger som jeg var begyndt at læse.
Min faster spurgte om jeg så skulle være forfatter, men jeg sagde nej. Jeg havde nemlig ingen skrivemaskine (vi er i 1980 her), og det havde jeg et eller andet sted opsnappet at et manuskript skulle skrives på for at blive læst af forlæggerne.
Jeg blev dog ved at skrive historier.
Som teenager blev det ungdomsnoveller, og da jeg var tretten, kastede jeg mig over min første ungdomsroman. På det tidspunkt dog uden at vide at det var en roman. Historien blev bare længere og længere.
Som fjortenårig fik jeg et sommerferiejob, og pludselig … blev der råd til en skrivemaskine. Dét var ret vildt, men ak … De der skide farvebånd man skulle bruge for at der kom ord ud af den, var temmelig dyre, så da de første var brugt op, blev skrivemaskinen kun brugt til at aflevere større opgaver i gymnasiet.
Til gengæld gik jeg på kostskole i gymnasiet, og her var et ’datalokale’ (det hed det altså før computeren blev hver mands eje) hvor jeg kunne skrive mine historier ind. Godt nok kunne maskinen kun gemme 16 tekster ad gangen, men så måtte jeg jo bare printe dem ud.
I slutningen af 3. g afsluttede jeg min anden ungdomsroman, og efter det meste af min klasse (vi var så kun femten i klassen) havde læst den, besluttede jeg at lade min dansklærer kigge på den. Ehm …
Siden har jeg så ikke set den. Jeg tror min dansklærer kom til at smide den ud, for selv om hun et par gange lovede at sende den, dukkede den aldrig op.
Nu har jeg vist aldrig været specielt øm over for mine ord. Jeg tror jeg har haft en ’ude af øje, ude af sind’-tilgang til dem, for jeg kunne jo altid skrive nogle nye, og det gjorde jeg så.
Jeg skrev endnu en ungdomsroman og besluttede derefter at jeg var blevet for gammel til at skrive om teenagekærlighed (jeg var omkring toogtyve), så jeg kastede mig over fantasy.
Overraskende nok blev den faktisk god. Eller … det syntes jeg i hvert fald selv.
På det tidspunkt havde jeg fået ny skrivemaskine (der ikke brugte helt så dyre farvebånd som den anden), så denne roman var allerede indskrevet. Så jeg besluttede at sende den til et forlag.
Jeg valgte Borgens der var et af de største forlag i Danmark på det tidspunkt.
Et par måneder senere svarede de tilbage. Det her var som sagt før alle fik computer, så forlagene havde vist knap så meget at lave, og for at det ikke skal være løgn, fik jeg en konsulentudtalelse. Det troede jeg så, var normalt.
Nå, konsulenten kunne godt lide min stil, men anbefalede ikke en udgivelse. De opfordrede mig dog til at blive ved at skrive.
Så jeg besluttede at holde op. Hvem ville ikke gøre det når et forlag siger at jeg skal blive ved?
De næste syv år skrev jeg vist ikke andet end huskesedler. Til gengæld mødte jeg min mand, vi fik to børn og hen ad vejen også computer. Og jeg begyndte at skrive igen. Simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være.
I 2003 fandt jeg Fyldepennen.dk hvor jeg pludselig mødte folk med interesse i at skrive, og nogle af dem prøvede endda at blive udgivet!
Den tanke havde jeg jo droppet for lææænge siden, så jeg brugte Fyldepennen til at få mine tekster ud og få kommentarer hvilket jeg fik et temmelig stort kick ud af.
I modsætning til mange andre forfattere der helst holder deres skriveri for sig selv indtil det er færdigt, har jeg været vant til at ’blive læst over skulderen’ mens jeg skrev. Det havde bare altid foregået mundtligt. Her var det skriftligt, så jeg kunne læse kommentarerne mere end én gang.
Og selvfølgelig smittede folks trang til udgivelse af på mig, så jeg endte med at sende fantasy-romanen til Tellerup. De var dengang stort set de eneste der ikke ønskede et fysisk manuskript hvilket jo passede fint med at jeg så slap for at udskrive det.
Jeg havde ikke videre tillid til manuskriptet og printerpapir kostede penge hvilket jeg (stadig) ikke rigtig havde, så at skulle printe det hele ud og sende det … Nope!
Også her fik jeg dog en konsulentudtalelse, men ak … De ville heller ikke udgive den.
Jeg kunne dog godt se de fejl og mangler som konsulenten pegede på, så jeg lod den blive på computeren for evigt og skrev videre på en anden roman.
På et tidspunkt blev jeg færdig med første del af ’Den fredløse’ (som oprindelig var bestemt til at være i to bøger) og sendte atter til Tellerup som igen sagde nej tak til at udgive den.
Suk, altså.
Nå, men jeg printede den ud (på mit arbejde, må jeg tilstå, men de vidste det trods alt godt) og sendte den til Gyldendal. Efter et par måneder returnerede de manuskriptet med et standardsvar til EN ANDEN.
Heldigvis var manuskriptet det rigtige, men jeg besluttede igen at holde op med at jage efter et forlag og bare udgive på Fyldepennen.
Mens jeg skrev på dét manuskript, havde jeg skrevet på horrorromanen ’Let bytte’, og da jeg var færdig, overbeviste en veninde fra Fyldepennen mig om at prøve hos forlagene igen.
Så jeg printede igenigen manuskriptet ud (det er blevet SÅ meget nemmere at sende til forlagene de seneste ti års tid) og sendte det til Forlaget Cicero som udgav Dean Koontz.
Bemærk, at jeg undlod at sende til Tellerup selv om de også udgav gys, simpelthen fordi jeg tænkte at de da nok var trætte af mig efterhånden.
Jeg fik dog manuskriptet tilbage to dage efter med besked om at Cicero ikke udgav bøger på dansk.
Igen ville jeg droppe at blive udgivet, men min veninde blev sgu ved, og hun var eddermame irriterende!
Så kort efter sendte jeg alligevel ’Let bytte’ til Tellerup. Det værste de kunne fortælle mig, var trods alt at de helst ikke ville se flere manuskripter fra mig.
Fem (5!) dage efter ringede Kristian Tellerup og fortalte at de gerne ville udgive romanen, og … ehm … resten er historie.
