Personligt synes jeg, at en af de mest skræmmende ting ved at være forfatter, er hele det her med at sende sit manuskript til et forlag. Er det overhovedet muligt at komme igennem nåleøjet?
Derfor har jeg inviteret en række forfattere indenfor, for at fortælle lidt om deres vej til udgivelse. I dag vil jeg give ordet til Sarah Engell. Tag godt imod hende.
Det var kærlighed ved første blik med mig og litteraturen. Allerede da jeg som barn fik læst højt blev jeg dybt fascineret af bøger og dét, de kunne. At jeg, helt uden at bevæge mig fysisk, kunne opleve andre steder og miljøer og sanse verden fra et andet menneskes perspektiv på en måde, som ingen andre medier kunne hamle op med. I film, tv-serier, teater osv. betragter man jo folk udefra, mens man i bøgerne får lov at komme helt ind i tanker, følelser osv. Det blev jeg dybt betaget af, og fordi jeg slet ikke syntes, at de voksne læste højt tit nok, lærte jeg mig selv at læse og skrive. Det gjorde jeg, mens jeg gik i børnehave, og i samme alder begyndte jeg at skrive mine første små historier, som jeg tegnede til og forsøgte at få til at ligne bøger ved hjælp af klipsemaskine, tape og hjemmelavede forsider. Så interessen for at skrive har været der så længe jeg kan huske.
Dengang overvejede jeg dog ikke, at jeg kunne bruge det til noget. Det var bare noget jeg elskede. I min skoletid var der ikke forfatterbesøg og den slags, og jeg kendte ingen andre, der skrev, så forestillingen om, at det faktisk kunne blive mit arbejde ikke så meget som strejfede mig.
Heldigvis havde jeg nogle dansklærere, som var med til at plante drømmen i mig og gav mig en tro på, at jeg kunne få den til at gå i opfyldelse. Deres opbakning tænkte jeg meget på i de første år, hvor jeg kæmpede med at få en fod indenfor hos forlagene. Jeg fik afslag på de første tre manuskripter jeg sendte ind. Og det var vel at mærke meget lange manuskripter. Det første var på hele 900 sider. (Ja, det var før, jeg lærte begrænsningens ædle kunst) så det var selvsagt rigtig mange timers arbejde, der endte i skrivebordsskuffen. Heldigvis var det ikke blanke afslag. Jeg fik konsulentudtalelser med, hvor der stod, at jeg havde talent og bare skulle blive ved. Så det gjorde jeg. Og med det fjerde manuskript var der så endelig bid. Jeg husker stadig øjeblikket helt tydeligt. Jeg sad på Det Kongelige Bibliotek og spiste frokost med min kæreste, da min telefon ringede. I røret var en redaktør fra Carlsen, som sagde: ”Vi vil gerne udgive din bog.” Jeg rystede helt vildt bagefter og var så utrolig glad. Det står stadig som et af de bedste og vigtigste øjeblikke på hele den her rejse, for nu havde jeg banket den første og sværeste dør ind og bevist overfor mig selv, at jeg godt kunne det her.
I forlængelse af min egen historie må mit bedste råd til andre, der drømmer om at blive forfattere derfor være: Bliv ved! Lad dig ikke slå ud af afslag og nederlag og folk der siger, at det ikke kan lade sig gøre. Læs, skriv, øv dig. Gør alt, hvad du kan for at blive bedre – og gå benhårdt efter din drøm. Der er ingen andre, der kan gøre det for dig.
Held og lykke.
