Stephanie Fjeldsø Fischer – Forfatter

Om

Mit navn er Stephanie Fjeldsø Fischer, jeg er 30 år, forfatter og bor i Holstebro. På denne side kan du læse lidt om, hvem jeg er, hvordan jeg blev forfatter, hvad jeg skriver og hvad jeg ellers tilbyder.

Lidt om min baggrund

Jeg har altid holdt af at skrive, selv inden jeg rigtig havde lært at stave. Til gengæld hadede jeg at læse. Bøger var kedelige og noget der bare skulle overståes. Og boganmeldelser var Satans værk, det var jeg sikker på. Da jeg kom i 6. klasse, fandt jeg en frihed i at læse, og enkelte gange blev jeg så opslugt, at læreren måtte sige mit navn en ekstra gang. Siden har jeg læst og købt så mange fantasybøger, at jeg snart kan åbne et bibliotek.

Engang var jeg overbevist om at jeg skulle uddannes som mediegrafiker, og i dag elsker jeg stadig at nørde med billeder og hjemmesider, men ordene vandt kampen.

Når jeg ikke skriver på mine historier, nyder jeg en god bog, ser en film eller blogger på Mit liv med muskelsvind. Og indimellem finder jeg på noget nyt. Jeg er et vanedyr, og elsker systemer, men samtidig hader jeg ensformighed. Jeg er altid på udkig efter at lære nyt og blive udfordret.

Jeg er født med muskelsvind og sidder derfor i kørestol. Når jeg skriver, bruger jeg musen, et tastatur på skærmen og et program der forestår ord efterhånden som bogstaverne bliver valgt. Det gør, at der i gennemsnit bliver skrevet 300 hundrede ord i timen. Men det er heller ikke antallet af ord der betyder noget. Det er indholdet.

Hvordan blev jeg forfatter?

Jeg har altid elsket at skrive, og i 9. klasse havde vi et novelleforløb. Vores lærer havde derfor fundet skrivesitet Movellas, som er et sted for unge, hvor man kan lægge sine tekster ud, og få feedback af andre brugere. Vores lærer syntes, det var en god øvelse, at vise vores ting frem.

Jeg blev efterfølgende hængende, for det var lige præcis sådan et sted jeg havde manglet. På Movellas afholdes der en del skrivekonkurrencer, og det fangede mig. På den måde øvede jeg mig i forskellige genrer.

I november 2012 var jeg en af vinderne i en konkurrence og blev derfor udgivet i antologien Forbudt kærlighed. Jeg er nu udgivet i 12 antologier. I december 2014 udgav jeg selvbiografien Mit liv med muskelsvind. Og d. 3. september 2021 udkom jeg på forlaget Superlux med ungdomsromanen Aftryk.

I 2013 blev jeg optaget på forfatterlinjen på Dansk Talentakademi, og jeg dimitterede i sommeren 2016.

Jeg kalder mig i daglig tale fantasyforfatter, da det er det jeg skriver mest, men det er ikke det eneste, jeg skriver. Jeg kaster mig også både over science fiction, realisme, essays, blogs og til tider poesi. Til fælles har de alle en side af samfundet der ellers ikke bliver talt om. Alt det vi glemmer i farten, det vi tror, vi ser og alle livets skævheder.

Hvor finder jeg inspiration?

Verden er fuld af inspiration, så jeg holder særligt af at rejse og opleve nye ting. Derudover bruger jeg også egne erfaringer, som for eksempel hvordan det er at sidde i kørestol, være afhængig af andre og at skulle kæmpe mod et velfærdssamfund der langsomt falder fra hinanden. Månen og det spirituelle er også noget der interesserer og inspirerer mig. Jeg tror aldrig, jeg løber tør for ideer.

Kontakt

Hvad enten du vil lave et forfatterinterview med mig, ønsker at booke mig til et foredrag, eller har en anden forespørgsel, kan jeg kontaktes lige her.

Lyst til at vide mere?

Du kan finde alle mine indlæg lige her på bloggen, og alle mine bøger findes lige her.

God fornøjelse.