Alle historier har en begyndelse, midte og slutning – også denne. Og normalt ville jeg kende alle delene på forhånd. Ikke nødvendigvis detaljeret, men i hvert fald overordnet. Bare ikke denne gang. For det her er ikke fiktion. Det er en virkelig fortælling. Og jeg kan desværre ikke forudse fremtiden. Kun håbe på det bedste.
Jeg ved dog, hvordan det hele startede, og derfor vil jeg meget gerne invitere dig med indenfor i min lille blog-serie ’Min vej til udgivelse’. I løbet af de næste 4 mandage, vil der komme et indlæg om det at blive udgivet, og om hvor lang og hullet den vej har været for mit vedkommende. Her er ingen glansbilleder eller filtre. Kun virkeligheden.
Er du klar?
Hvad fik mig til at skrive ’Aftryk’?
Som du måske ved, har jeg i mange år arbejdet på en fantasyserie. Det har altid været planen at bind 1 skulle blive min første roman, der kom ud i verden. Men livet har talent for at springe ind foran en og skrige: ”Forresten, vi skal dreje af her!” Og man har ikke rigtig noget valg.
Det sker jævnligt for mig. Jeg kan have masser af planer, ønsker, drømme og ideer, men lige pludselig sker der noget, som ændrer retningen. Oftest finder jeg hurtigt tilbage til hvor jeg kom fra, andre gange kommer jeg ud på en længere omvej, før jeg finder tilbage, og enkelte gange fører vejen aldrig tilbage.
Hvorfor fortæller jeg så det? Jo, fordi det er vigtigt for mig at sige, at det er okay, at være lidt over det hele og indimellem få nye ideer. Jeg tror ikke på at processen er en lige linje fra A til Z. Min er i hvert fald aldrig.
Det var heller ikke planen at jeg skulle skrive ’Aftryk’. Mit hjerte banker for fantasy, så hvorfor kastede jeg mig pludselig over realismen?
Fordi en skrivekonkurrence inspirerede mig.
Jeg er utrolig nysgerrig, og deltager gerne i skrivekonkurrencer med noveller. De udfordrer mig og giver mig mulighed for at afprøve nye genrer, uden at binde mig til en hel roman der tager flere år at skrive. Men den konkurrence der sparkede mig i gang var altså med en hel roman. Emnet var ’Når livet gør ondt’, og kravene var en YA realisme på mellem 50.000 og 80.000 ord.
Først tænkte jeg: ”Det er godt nok en lang bog.” (Og vi taler slet ikke om at min fantasy er 3 gange så lang :-p ) Derefter tænkte jeg alligevel lidt over emnet. Når livet gør ondt. Det er et bredt emne. Livet kan gøre ondt på så mange måder. Og der er så mange bøger der bruger det emne allerede, så hvordan skulle jeg kunne skrive noget, der ikke bare falder i et med mængden? Noget originalt?
I lang tid lå det bare i baghovedet og summede, og en dag midt i december på vej hjem fra mit foredrag på Sjælland slog det mig. Jeg skulle skrive den bog, jeg ville ønske havde eksisteret, da jeg var yngre. En bog om ikke at passe ned i samfundets kasser, om at være underlagt andres fordomme, og om at finde sin egen vej og plads i verden. En bog hvor der ikke kommer en fyr ind fra højre og redder dagen med en kærlighedserklæring (alt for mange bøger har sådan en, men sådan er virkeligheden sjældent). En bog hvor hovedpersonen ikke bare kan afreagere ved at slå i bordet, råbe af frustration og smække med døren. En bog hvor hovedpersonen sidder i kørestol – ligesom mig. En person jeg kunne relatere til på en anden måde. Dén bog ville jeg elske at have læst. Og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste. Så den historie var jeg nødt til at fortælle.
Men ’Aftryk’ handler ikke kun om livet set fra en kørestol
Den handler om at være ung i en verden, hvor det gælder om at præstere i alle døgnets timer. Der skal stå en lang række 12-taller i alle papirerne, for ellers er det ikke godt nok. Og hvad så når man bliver undervurderet, og derefter overset, fordi man ifølge statistikken ikke vil kunne klare sig på lige fod med sine jævnaldrende? Hvordan påvirker det en person?
Den handler også om at være uden for normen, og derfor have svært ved at finde sig til rette. Det kan både være på grund af udseendet, men også fordi man måske ikke deler interesser med dem omkring sig. Når mode, skønhedsprodukter, fester og fyre absolut ikke interesserer en, er det svært at passe ind i en klasse. Og når klassen ovenikøbet knap nok vil anerkende ens eksistens, er det lidt op ad bakke.
Sidst men ikke mindst, handler den om at drømme. For når alt synes håbløst, er drømmene det sted der kan bringe gnisten tilbage. Men det kan også være svært, at holde fast i de drømme, samtidig med at man kæmper mod samfundets kasser og for at modbevise fordommene. På et tidspunkt må man gøre op med sig selv, hvad man i virkeligheden gerne vil med sit liv. Men hvordan finder man modet? Er det overhovedet en mulighed?
’Aftryk’ er på mange måder en anderledes fortælling, med en anden vinkel end de fleste ungdomsbøger, men samtidig meget relevant. For uanset om man lever med et handicap eller ej, er hovedpersonen, Rebecca, en man kan relatere til på den ene eller anden måde. Og den sætter ord på noget af det ingen taler om.
Men hvordan gik det så med at indsende ’Aftryk’ til konkurrencen?
Ikke så godt. Altså, jeg nåede med nød og næppe deadline, men jeg kom ikke videre til finalen. Og først var jeg skuffet. Nu troede jeg lige, at jeg havde ramt noget virkelig godt. Noget nyt.
Kort efter kom der lidt feedback, som gav mig lidt ny energi. Der var nogle konkrete punkter, jeg kunne arbejde videre med, og mailen sluttede af med en klar opfordring til at prøve et andet forlag, når jeg lige havde redigeret lidt.
Så det gjorde jeg. Den fik en kærlig redigering, og så sendte jeg den ind til det første forlag på listen (ja, jeg havde lavet en liste :-p (som senere ændrede sig)).
Blev jeg så antaget?
Nej. Så let var det ikke. Det viste sig at være en hel del sværere og hårdere end jeg troede.
Hvorfor?
Det fortæller jeg mere om i næste uge, hvor det kommer til at handle om de forskellige afslag, og hvordan de hver især efterlod mig med modstridende følelser. Jeg kommer også ind på de tanker jeg gjorde mig imellem hvert afslag, og hvordan jeg holdt modet oppe.
Jeg håber, du har lyst til at læse med igen i næste uge. Og hvis du har spørgsmål eller kommentarer, må du altid skrive.
Tak fordi du læser med.
