Når man så begynder på sit næste projekt, bobler glæden stadig indeni. Man kan det hele. Verden kan bare komme an! Efter et par uger går det så ret heftigt ned ad bakke. Det er som om man ikke rigtig kommer videre. Man føler sig bagud i forhold til tidsplanen. Man savner belønningen ved det færdige værk.
Jeg kan sommetider godt sætte mine mål lidt for højt, og jeg bliver en smule irriteret, når jeg ikke når målet. Det er på ingen måde gavnligt for processen, så jeg forsøger mig i stedet med delmål. Så i stedet for at sige, jeg vil skrive 50.000 ord til NaNoWriMo, siger jeg: Jeg vil nå 2 kapitler i denne uge. Det er for det første mere overskueligt, og for det andet er der større chancer for at have succes med at nå målet.
Noget andet jeg har lært, er vigtigheden af at belønne sig selv. Ligesom en god anmeldelse kan give fornyet energi, kan du også selv holde energien og gejsten oppe. Lav en plan over dine delmål og hvilken belønning det udløser at nå dem. Det kan være en tur i biografen, en filmaften med popkorn sammen med kæresten, en bog, en is, hvad som helst. Bare det er noget der gør dig glad.
Hvad gør I selv for at holde gejsten oppe? Fortæl endelig jeres erfaringer. Vil så gerne blive klogere.